TA Certificate 2016

Siwa Oasen

Er en af de fem store oaser i den Vestlige Ørken. Selvom Siwa er anderledes, er den ikke meget ægyptisk, men nærmere nordafrikansk. Oasen er beliggende ca. 50 km. øst for den libyske grænse, ca. 7 km fra det Store Sandhav og 560 km fra Cairo.

Med sine ca. 50-80 km i længden og 12-20 km i bredden, er Siwa oasen en af Ægyptens mest isolerede bebyggelser, med 23.000 indbyggere.

Siwa’s befolkning har altid været et aggressivt og ugæstfrit folk. De fleste var oprindeligt berbere, der stammer fra Tunesien og Marokko, som flyttede til oasen for mere end 10.000 år siden, derfor kan man den dag i dag se nogen med rødt hår og blå øjne. Sproget er Siwi arabisk med berberisk accent og de bruger mange ord fra berber sproget.

Berberne var også en slags beduiner eller nomader, men meget aggressive mennesker på grund af deres hårde livsvilkår og vilde natur, men på grund af den arabiske erobring i det 7. Årh., blev de senere muslimer, lærte arabisk og begyndte at leve meget mere som beduiner.

Oasen blev i oldtiden kaldt for Santariya, Ammonium, Jupiter-Amon Oasen eller Tehenu (Oliven landet), og var meget kendt under faraonernes tid, men desværre har vi ingen ruiner fra det gamle eller det mellemste rige; det ældste bevis dateres til det 26. Dynasti (663-525) f.v.t.

Oasen har altid været kendt for sine oliven, men i dag er den også kendt for sine dadler, der først blev introduceret til oasen, da araberne kom dertil.

Historie

Siwa var ligesom de andre oaser en del af det gamle ægyptiske imperium. Den var en del af Tehenu, Oliven landet, der kan have strakt sig så langt østpå som til Mareotis

Farao udpegede en lokal guvernør, der skulle sørge for at sende tribut eller skatte til hovedstaden hvert år.

Der er endnu ikke fundet nogen monumenter, der stammer fra det Gamle, Mellemste eller Ny Rige. Oasen kan have været koloniseret under Ramses III’s regeringstid, men det eneste bevis stammer fra det 26. Dynasti (672–525 f.v.t.) bl.a. Gebel el – Mawta, der dengang var en gravplads og som senere også blev brugt under den græske og romerske tid. De to templer, som er dedikeret til Amon, blev opført af Ahmose II (570-526 f.v.t.) og Nectanebo II (360-343 f.v.t.)

Den Vestlige Ørken og Siwa Oasen dukkede frem, da en libysk familie slog sig nede i Deltaet i Bubastis (Tell Basta), da de overtog magten i 979 f.v.t. over den nordlige del og senere over hele Ægypten og grundlagde det 22. Dynasti.

Grækerne erobrede Libyen i 630 f.v.t. og derfra begyndte de at høre om Orakel Templet, også kaldet Amon Templet, og oaserne i den Vestlige Ørken, og blev derfor meget interesserede i Ægypten og dets skatte.

I 525 f.v.t. angreb Kambyses II Ægypten og sendte en hær til oasen for at ødelægge Orakel Templet, men hele hæren blev tabt i ørkenen, og indtil den dag i dag, er de aldrig nået frem til Siwa.

I 332 f.v.t. angreb Alexander den Store perserne i Ægypten og overtog magten. Han tog herefter på en stor rejse til Siwa Oasen, hvor han besøgte og konsulterede oraklet i Orakel Templet, og på hans returrejse langs middelhavets kyst, valgte han Alexandria som en ny hovedstad, samt en stor havn. Det var grækerne, der gjorde Siwa Oasen samt den Vestlige Ørken bemærkelsesværdig.

Cleopatra VII (51-30 f.v.t.) besøgte også Siwa Oasen og Orakel Templet, hvor hun badede i disse varme kilder, hvoraf en af dem bærer hendes navn. Under den romerske periode, sendte Augustus politiske fanger til Siwa så den også, ligesom de andre ørken oaser, blev et sted for bortvisning.

Agurmi er den ældste by i oasen, og blev bygget af grækerne og romerne. Den var et stort kompleks, opført rundt om Agurmi’s klippen, der var et naturligt værn mod invasioner. I 1920 fandt man en sten fra den græsk-romerske tid.

Sankt Markus besøgte oasen under hans rejse til Libyen og på vejen tilbage til Alexandria i 61 e.v.t., blev oasen også dengang brugt som et eksil for mange kristne, bl.a. Athanthius biskop af Alexandria. Mange konverterede på det tidspunkt til kristendommen og de fleste i oasen blev koptisk kristne.

I 641 e.v.t. kom Islam til Ægypten, men det tog lang tid før Siwa’s befolkning blev muslimer. Dengang var Agurmi velbeskyttet med store jernporte, hvorfor araberne ikke kunne besejre folket i Siwa, ej heller erobre oasen, selvom mange muslimske militærgeneraler kørte forbi oasen på vejen til den nordlige del af Afrika og kæmpede mod dem i 708 og 710 e.v.t.

I 1150 lykkedes det muslimer at erobre oasen og etablerede deres eget samfund. Da mange arabere fra Saudi Arabien og andre arabiske lande flyttede til oasen, var man nødt til at opføre en anden by, Shali, der blev bygget i 1203 på et stort bjerg, og var et naturligt værn mod invasioner.

Under Muhammed Alis regeringstid blev mange soldater sendt til oasen i 1819 – 1820. Ca. 2000 soldater skulle erobre Siwa, hvorefter der blev udpeget en guvernør, der skulle sende skatte eller tribut, bl.a. sølv, slaver, oliven og dadler, til Cairo.

Indtil 1904, hvor Ægyptens konge Sultan Abbas II besøgte oasen sammen med sin kone, var der konstant uro og konflikter mellem de lokale i Siwa Oasen, og staten i Cairo.

I 1916 havde Sanusi gruppen allieret sig med tyrkerne og angreb oaserne i den vestlige ørken og besatte dem. I 1917, under Første Verdens krig (1914-1918), blev Siwa Oasen bombarderet af Englænderne, da de kæmpede mod Italienerne der koloniserede Libyen samt mod Sanusi gruppen.

Under krigen havde folkene i Siwa deres egen taktik og gemte sig i Jebel El – Mawta. De gæstede de fremmede soldater og bød englænderne velkommen ved bl.a. at give dem dadler og slagtet får og til gengæld fik de te, sukker og kaffe.

Siden den Britiske besættelse i 1917 blev oasen en stor turist attraktion.

Under 2. Verdenskrig blev Siwa igen en skueplads. Italienerne og tyskerne havde haft kontrol over Libyen, mens Siwa’s allierede havde kontrol over den vestlige kyst og oasen, men i 1939 erobrede Feltmarskal Rommel Siwa og den nordlige kyst til Al Alamein. Mange mennesker og dyr blev dræbt, men Siwa’s befolkning gæstede igen Rommel og bød ham velkommen i oasen.

Fra 1960 til 1980 var det strengt forbudt at rejse til Siwa Oasen på grund af politiske problemer, men i dag åbner de deres huse til turisterne fra hele verden efter mange tusinde år med krige og invasioner.

Hoved Attraktioner

Cleopatras bad

Gebel Al Mawta

Gebel Dakrur

Amon Templet

Fatnas

Den gamle by