Du har valgt dansk

TA Certificate 2016

Finanser

Findes der hæveautomater i Ægypten, hvis jeg ønsker at hæve kontanter?

Ja. Der findes hæveautomater overalt i Ægypten, især i de større byer, på turist prægede steder og på mange hoteller. Hæveautomaterne accepterer større kreditkort, og ofte også dit private hævekort. Pengene er i den nationale valuta, Ægyptiske Pund (EGP eller LE). Vi foreslår, at du forhører dig hos din bank om den daglige grænse. Vi forslår også at du informerer din bank, når du tager ud at rejse, så de ved, at du hæver flere penge end normalt.

 

Findes der vekslekontorer i Ægypten?

Ja, og du får normalt en bedre kurs på vekslekontorerne, end hvis du veksler penge hjemmefra. Der findes vekslekontorer i de større byer og hoteller. Nogle hoteller har endda en vekslemaskine, hvorfra du kan veksle kontanter eller hæve penge. Nogle vekslekontorer køber/sælger også danske kroner, men spørg gerne et par dage i forvejen. Kreditkort såsom MasterCard og Visa kan bruges ved betaling i større forretninger og på restauranter.

 

Hvad er de almindelige åbningstider for bankerne i Ægypten?

Generelt er bankernes åbningstider søndag til torsdag fra kl. 9:00 til 17:00. I weekenden (Fredage og lørdage) samt på helligdage er alle bankfilialer lukkede, og du må nøjes med hæveautomaten.

 

Hvad er den lokale valutakurs i Ægypten?

Den lokale valutakurs ligger for tiden mellem 6,0 til 7,0 Ægyptiske Pund (EGP) for $ 1 US Dollar og varierer almindeligvis mellem 7,5 til 9,0 EGP for € 1 Euro. Valutakursen for 1,00 DKR ligger på 1,10 til 1,20 EGP, så det er nemt for os danskere at finde prisen, uden at skulle have lommeregneren frem, når vi står og skal handle.

Bemærk dog, at valutakursen kan ændre sig, pga. at den ægyptiske økonomi ikke har været så stabil siden revolutionen i 2011.

 

Hvilke store og anerkendte banker finder der i Ægypten?

I Ægypten findes mange store banker. Her findes blandt andet Arab African International Bank, National Bank of Egypt, Bank Misr, Commercial International Bank, Barclays Bank og Thomas Cook for at nævne et par stykker. De fleste af disse banker accepterer større kreditkort og tilbyder standard banktjenester.

 

Hvor mange penge skal jeg tage med?

Det er helt op til dig selv, hvor mange penge du vil medbringe. Det bedste vil være, hvis du køber valuta i USD eller Euro, i Danmark, eller tager DKR med, for så kan du veksle dem hernede til en bedre pris, end hvis du veksler til EGP i Danmark.

Vi anbefaler dog, at du altid bærer mellem 100 og 500 ægyptiske pund på dig, hvis du skulle falde over et eller andet på det lokale marked, eller når vi besøger papyrus, parfume og alabast fabrikken, eller til ekstra drikkepenge.

 

Kan jeg betale med kredit- eller betalingskort i Ægypten?

I de fleste tilfælde ja. De fleste restauranter, købmænd og hoteller accepterer Visa og MasterCard. Betalingskort accepteres også nogle steder.

 

Kan jeg bruge rejsechecks ved køb eller til at få kontanter?

Rejsechecks er ikke særligt udbredt i Ægypten, men de kan være nyttige i nødsituationer. Vekslekontoret hos Thomas Cook, samt få andre banker accepterer rejsechecks, men hvis du forventer at bruge dem, forvent da at skulle betale et mindre gebyr (1-3 %), når du indløser dem. Butikker accepterer som regel ikke rejsechecks som betalingsmiddel.

 

Skal jeg betale ekstra gebyrer for brug af kreditkort i Ægypten?

Vi foreslår, at hvis du skal bruge dit kreditkort, så spørg din bank inden afrejse, om evt. gebyrer. Ønsker du at bruge dit kreditkort ved indkøb, anbefaler vi, at du spørger om ekstra provision eller gebyrer. I nogle tilfælde kan risikerer at betale 3 - 5 % af det samlede køb, hvis du bruger et kreditkort.

 

Skal jeg betale told og afgifter, hvis jeg medbringer personlige genstande?

Nej. Alle personlige ejendele, som du medbringer til eget brug, er fritaget for told og afgifter. Medbringer du elektronisk udstyr, såsom bærbare computere og videokameraer, kan det være nødvendigt at registrere dem hos toldmyndighederne, for at sikre, at de vil blive eksporteret ved afrejse. Gem kopien af formularen sammen med dit pas.